Stel

Stellet er blevet designet af Bente, der i hendes lange karriere indenfor professionel madlavning, altid har haft en drøm om at designe et stel, der imødekommer et ønske om at præsentere maden bedst muligt.

 

Hun har taget udgangspunkt i naturens organiske og minimalistiske former og farver. Dette giver hver enkelt del sit helt egne udtryk, men alle dele ”snakker” sammen på tværs af størrelser, farver og former. 
Alle farver har navne efter et lokalt sted med en helt personlig tilknytning og historie for os alle, og starten på alle dele er rullet ud med Mormors gamle kagerulle, inden den endelige form kommer gennem Bentes fingre.

 

Alt er desuden designet til at skulle være praktisk og holdbart, så det passer i en moderne hverdag med utallige ture i opvaskemaskine, mikroovn og opbevaring i stakke i køkkenskuffen. Det skal også formå at være praktisk og anvendeligt i et professionelt køkken- og restaurantsmiljø.